Kolonihaveloven pålagde i 2001 alle ejere af kolonihaver at tage stilling til, om haverne skulle være varige eller ikke-varige. Dette forhold reguleres således af lovgivningen og ikke af kommuneplanen. Langt de fleste haver i Københavns Kommune er varige, men en lille del af de kommunalt ejede haver samt en del af de øvrige haver, der ejes af andre parter, er af forskellige årsager ikke-varige. Det gælder bl.a. for haver på arealer, som planlægges anvendt til andre formål.
De kommunalt ejede ikke-varige haver er i aftaler indgået af kommunen med Kolonihaveforbundet sikret erstatning i form af arealer til nye haver, når de nuværende arealer skal tages i brug til nye formål. Disse nye haver vil i overensstemmelse med loven blive varige haver, når de er anlagt.
Kolonihaveloven fra 2001 satte en fast frist for at indmelde haver som ikke-varige, og det var herefter ikke muligt at ændre denne beslutning, så de blev varige. Loven er siden ændret, så det blev muligt at ændre beslutningen. De ikke-kommunale kolonihaver, der er ikke-varige haver, kan således ændre status uanset visningen på retningslinjekortet, da kortet på dette punkt ikke har bindende karakter.
Kolonihaveloven pålægger også kommunen at sikre, at der bliver adgang for offentligheden til at færdes på de fælles arealer i kolonihaveområderne i havesæsonen. I nye områder skal det ske med det samme, og i andre områder når lejekontrakter og lignende fornys. Mange kolonihaver har længe haft offentligt tilgængelige fællesarealer, og i forbindelse med fornyelsen af hovedparten af kommunens lejekontrakter er der indsat vilkår om adgang. Kolonihaveforeninger på kommunalt areal betaler ikke leje for fællesarealer, kun for selve havearealerne, men alle arealer er omfattet af kontrakterne.
Behovet for at tilbyde erstatningsarealer til de ikke-varige kolonihaver betyder, at der i de udpegede områder til nye kolonihaver kun er en beskeden kapacitet til at udvide antallet af kolonihaver. For at tilgodese så mange borgere som muligt har kommunen derfor besluttet, at alle nye haver etableres som daghaver på maksimalt 150 m².
For haveområdet Nokken gælder en lokalplan, som bl.a. regulerer parcel- og bygningsstørrelse, der her er væsentlig mere forskellig end i andre kommunale kolonihaver og med mulighed for væsentlig større enheder. Samtidig beskrives anvendelsesmulighederne, der her også omfatter mulighed for overnatning om vinteren.